Nogle kunder rekvirerer evalueringen i den afsluttende projektfase med det entydige formål at få vurderet slutresultatet. Men størsteparten af vore mange evalueringsopgaver placerer sig inden for den procesorienterede evalueringstradition, hvor vi følger projekterne eller indsatsområderne "fra vugge-til-grav" princippet. I disse sager indleder vi som hovedregel samarbejdet med en grundig projektbeskrivelse, hvor vi ud fra vores indsigt i indsatsområdet opstiller relevante evalueringstemaer og bidrager med forslag til succeskriterier og resultatmål. Hvis der primært er behov for en ekstern effektvurdering, vil den opsummerende evaluering i mange tilfælde være dækkende. Går behovet mere i retning af en faglig sparring og procesfacilitering, er der grund til at vælge en aktionsevaluering.

Vi har specialiseret os i et særligt evalueringskoncept, som vi kalder aktionsevaluering. Det er et evalueringsbegreb, der ligger i forlængelse af den traditionelle aktionsforskning. Ligesom i forskningen er det idéen med aktionsevalueringen, at evalueringsresultaterne skal kunne reflekteres, omsættes og nyttiggøres undervejs i projektprocessen. Aktionsprincippet indebærer i sig selv, at evaluator spiller en aktiv og udviklingsorienteret rolle i evalueringsprocessen og fremlægger operative idéer og anbefalinger i forhold til de udfordringer, der viser sig gennem projektprocessen.

Aktionsevalueringen hviler på en aktøranalyse, der sikrer, at alle centrale aktørgrupper kommer til orde med deres respektive vurderinger og synspunkter i forhold til den givne indsats.

Vi anvender i aktionsevalueringen en evalueringsmetode, der kombinerer effekt/resultatanalysen med en årsagsanalyse, der kan forklare, hvorfor og hvordan resultaterne er opnået. Det være sig både positive og negative resultater. Idéen er at sikre, at alle resultater bliver nyttiggjort i en konstruktiv og fremadrettet læring. Resultaterne skal ikke kun registreres og tages til passiv efterretning. De skal tværtimod give en aktiv forståelse for, hvorfor og hvordan forskellige indsatsformer og metoder virker i forhold til de pågældende målgrupper. På denne måde danner aktionsevalueringen grundlag for ægte good practice erfaringer, der også kan operationaliseres og mainstreames i andre projekter og sammenhænge.

Når evaluering og facilitering er i følgeskab

Det er kendetegnende for aktionsevalueringen, at evaluator er tæt på processen og varetager en "blandingsrolle" som evaluator, facilitator og proceskonsulent. Evalueringen udgør et "stående udviklingsberedskab", der kan sikre en løbende opmærksomhed omkring de anvendte metoder og samarbejdsformer:

• Er der skabt den bedste sammenhæng mellem metodebrug og målgruppens behov, eller er det nødvendigt at udvikle nye værktøjer for at optimere resultaterne?

• Er der skabt ejerskab til partnerskabet blandt alle samarbejdsaktører, eller er der brug for at italesætte gensidig skepsis eller holdningsforskelle i de vejledningsfaglige metoder?

• Bliver målet om at opbygge et kollektivt læringsrum for etniske minoritetskvinder i praksis bremset af en træg visitationsproces?

• Bliver forældrene systematisk inddraget og vejledt, når etniske minoritetsunge starter en ungdomsuddannelse, og som de første i familien stifter bekendtskab med det danske uddannelsessystem?

• Får man knyttet kontakt til etniske minoritetsmiljøer og etniske minoriteters egne netværk, når man skal rekruttere venskabsfamilier til interkulturelle møder i lokalsamfundet?

• Er der brug for en fælles interkulturel træning blandt projektparterne?

• Er det en god idé at gøre lektiecaféerne til et fælles læringsrum for børnene og deres mødre?

• Kan begrebet om "ghetto-habitus være med til at styrke professionelles forståelse for, hvordan marginaliseringstruede minoriteter bliver motiveret for både arbejde, medborgerskab og positiv identifikation med det omgivende lokalsamfund?

• Kan familiekontrakter efter Helsingørmodelle give grobund for, at minoritetsfamilier aktivt tilslutter sig familiecentre? Osv.osv.

Det er eksempler på problemstillinger, som kan blive synliggjort gennem den procesorienterede tilgang, og som samtidig kan danne udgangspunkt for løbende tilpasninger og forbedringer. Evaluator vil facilitere denne synliggørelse. Men forandringerne og forankringen af de gode praksiserfaringer ligger hos projektets aktører.

At skabe mening og sammenhæng mellem mål og metoder

Når vi evaluerer og faciliterer projekter og målgruppeforløb, anvender vi i mange tilfælde en særlig beskrivelsesmodel, der kan anskueliggøre sammenhængen mellem mål og konkrete metoder. Beskrivelsesmodellen, som er vist i det nedenstående skema 2, skal ses som et hjælperedskab, der kan støtte målformuleringen og valget af projektstrategi og metoder. Beskrivelsesmodellen kan være med til at sikre, at projektaktørerne sammen med evaluator hele tiden fastholder blikket på indsatsens overordnede mission og mål - og lægger en projektstrategi, som systematisk tager sigte på at opfylde disse mål.

I skemaet er givet et eksempel på, hvordan modellen kan fungere. Her handler det om en konkret indsats over for etniske minoritetskvinder, hvor missionen er at give kvinderne andel i ligestilling og velfærd på lige fod med etniske danske kvinder. Målet er at skabe en helhedsorienteret integration, som både har sigte på den samfundsmæssige og arbejdsmæssige integration. Det skal ske gennem en empowerment strategi, der øger kvindernes tilhørsforhold gennem netværksdannelse i lokalsamfundet. Strategien udmøntes i praksis gennem en række metodiske principper og konkrete læringsmål og metoder. Gennem beskrivelsesmodellen etableres der herved en tydelig sammenhæng fra den øverste mission til den "lavpraktiske" projektaktivitet - og dermed også mellem policymål og konkrete resultatmål.